Mange faktorer påvirker din virksomheds succes.

Relationen til dine kunder er en særligt vigtig faktor. Gode relationer kan nemlig sikre, at din målgruppe opfatter dig som troværdig og vælger at handle med din virksomhed frem for dine konkurrenter.

Din virksomhed kan bidrage til at skabe gode relationer ved at kommunikere en stærk visuel identitet. Det gør du ved at signalere rent visuelt, hvem din virksomhed er.

Med stærk mener jeg sammenhængende og unik – en visuel identitet som din målgruppe kan genkende og forstå.

Med identitet mener jeg det, der karakteriserer netop din virksomhed: Hvem er I? Hvor vil I hen? Hvilke værdier står I for? Og hvordan adskiller I jer fra konkurrenterne?

Dine kunder skal altså have et helt klart billede af, hvem din virksomhed er. Så fremstår den mere troværdig, og kunderne vil i højere grad udvise loyalitet over for dig ved at støtte dig og handle hos dig.

Derfor er en stærk visuel identitet så utroligt vigtig!

Men hvordan kommunikerer du så en visuel identitet, der kendetegner netop din virksomhed?

Det kan du bl.a. gøre ved hjælp af følgende tre visuelle udtryk:

  • Logo
  • Hjemmeside
  • Skriftlig kommunikation

Lyder det svært?

Bare rolig. Læs med her, så guider jeg dig til en stærkere visuel identitet 😃

Logo

Logoet er en del af din virksomheds visuelle identitet og er helt essentielt. Det er nemlig det, som dine eksisterende og potentielle kunder ser og (forhåbentlig) genkender, når de handler med din virksomhed.

Det fungerer som din virksomheds signatur og skal derfor afspejle din unikke identitet.

Derfor er det først og fremmest vigtigt, at logoet er dit eget. Du må altså ikke snuppe en andens logo, eller bruge et tilfældigt symbol eller billede fra Google,  fordi du synes, det passer godt til din virksomhed. Så er det ikke unikt, og samtidig er det et brud på ophavsretten. Hvis du er i tvivl, kan du få styr på online ophavsret her.

Du bør derfor få designet et unikt og professionelt logo, der afspejler din virksomhed både i forhold til farvevalg, skrifttype, figurer – ja helt ned til mindste detalje. Det kan (og bør) du få en professionel logo- eller webdesigner til at hjælpe dig med.

Det er sjældent en god idé, hvis du selv giver dig i kast med logodesign, selvom du naturligvis skal have gjort dig nogle overvejelser om, hvad du gerne vil have. Et hjemmelavet logo kan nemt komme til at se uprofessionelt ud, og derved risikerer din virksomhed at miste troværdighed.

Du kan selvfølgelig altid re-designe dit logo senere. Særligt hvis din virksomhed ændrer retning og dermed identitet, kan det være en god idé at genoverveje det nuværende logo.

Endelig er det vigtigt, at dit logo går igen overalt. På hjemmeside, visitkort, brochurer, regninger, kontrakter og andre dokumenter til dine kunder, samt profilbilleder på sociale medier som eksempelvis Facebook, Twitter, LinkedIn mm. Med et sammenhængende og ensartet udtryk ved kunderne, at det er lige netop din virksomhed, de handler med.

Herunder kan du se, hvordan vores logo går igen på vores hjemmeside og vores Facebookside.

atriumweb-dk

atriumweb-facebook

Der er tænkt grundigt over logoet, som skal signalere vores identitet. Logoet består af et W i en taleboble. W’er signalerer, at vi arbejder med web, og er samtidig det eneste store bogstav i vores firmanavn (atriumWeb), mens taleboblen illustrerer, at vi arbejder med kommunikation.

Hjemmesiden

Hjemmesiden er en stor del af din virksomheds visuelle identitet og skal altid være helt i top. Det nytter ikke at have en hjemmeside med dårlig grafik, links der ikke virker eller som ikke kan ses på både smartphone, tablet og computer. Det giver et dårligt indtryk af din virksomhed.

Ligesom med logoet er farvevalg og skrifttype noget, du skal tænke grundigt over. Husk også, at logo og hjemmesidedesign skal passe til hinanden, så der skabes et genkendeligt og sammenhængende udtryk.

Hvis en del af din virksomheds identitet er, at du er eksklusiv, er det vigtigt, at din hjemmesides design afspejler eksklusivitet.

Hvis du derimod ønsker at udtrykke kreativitet, kan det være farver og skæve linjer, der skal eksperimenteres med.

Din webdesigner kan hjælpe dig med at designe en hjemmeside, der signalerer din virksomheds visuelle identitet til din målgruppe.

Herunder kan du se to eksempler på, hvordan vi har designet to forskellige hjemmesider, der skal udtrykke to forskellige virksomheders vidt forskellige visuelle identiteter. 

madsensmekka-dk
cphwood-dk
Madsens Mekkas hjemmeside signalerer, at det er en unik og kreativ kaffebar. Det ses i brugen af de mange farver og forskellige mønstre, som viser, hvad kunder kan forvente, når de besøger kaffebaren.

CPH Woods hjemmeside er mere elegant og i dæmpede farver, da deres visuelle identitet signalerer, at de står for kvalitet og personligt eksklusivt design.

Skriftlig kommunikation

Skriftlig kommunikation indebærer al kommunikation, din virksomhed udsender. Det kan eksempelvis være statusopdateringer på sociale medier, blogindlæg, reklameannoncer eller teksten på din hjemmeside.

Kort sagt: din virksomheds “stemme”.

Dine potentielle og eksisterende kunder skal kunne genkende din virksomheds stemme uanset, om de besøger din hjemmeside, din facebookside eller din blog.

Hvis din virksomhed eksempelvis den ene dag skriver et meget formelt opslag på Facebook, kan det være forvirrende, hvis du den næste dag deler et meget uformelt opslag. Det skaber modstridende indtryk af, hvem din virksomhed er.

Til sidst vil jeg slå et slag for ordentlige og velskrevne tekster på din hjemmeside.

Det er drønvigtigt, at din hjemmeside ikke vælter i stavefejl og dårlige formuleringer. Det kan nemlig skabe et indtryk af, at din hjemmeside (og dermed din virksomhed) er uprofessionel – og så kan din hjemmeside faktisk gøre mere skade end gavn.

Hvis du ikke selv er den skarpeste til at skrive spændende tekster, kan du kontakte en professionel tekstforfatter, som kan skrive teksterne for dig.

Nu ved du, hvor vigtigt det er at have styr på din virksomheds visuelle identitet.

Så hvis du ikke allerede har en stærk visuel identitet, er det med at komme i gang med det samme. Der er kun fordele at hente😃