Instagram er et socialt medie i vækst.

Selvom Facebook (endnu) er det mest populære sociale medie blandt danskerne, så er Instagram også ved at være godt med og kan derfor være værd at overveje for din virksomhed. De mange brugere giver dig nemlig god mulighed for at nå ud til din målgruppe.

Men ikke alle virksomheder har gavn af at være til stede på Instagram.

Vil du blive klogere på, om Instagram er relevant for netop din virksomhed? Så skal du læse med her.

Instagram stiller krav til din virksomhed

Der er et væld af muligheder, når det kommer til virksomheders tilstedeværelse på sociale medier. Derfor kan det være svært at finde hoved og hale i, hvilke medier der kan give mening for netop din virksomhed.

Først og fremmest skal du naturligvis finde ud af, om din målgruppe bruger Instagram. Hvis de ikke gør det, er din tilstedeværelse på platformen jo fuldstændig ligegyldig og vil hverken give målgruppen eller din virksomhed værdi.

Men at din målgruppe bruger tid på Instagram er ikke i sig selv en god grund til at oprette en virksomhedsprofil. At være på Instagram stiller nemlig store krav til din virksomhed, og det er ikke “bare lige” at få succes på platformen.

Hvis du overvejer at oprette en virksomhedsprofil på Instagram bør du derfor grundigt overveje, om du har den nødvendige tid og de rette ressourcer til at vedligeholde profilen og skabe godt indhold. Ellers risikerer du, at din tilstedeværelse skader din virksomhed frem for at gavne den.

Er du selv aktiv bruger af Instagram?

Så har du helt sikkert en fordel, når du vil oprette en virksomhedsprofil, fordi du kender lidt til funktionerne. Kendskab til funktionerne er dog ikke nok – og samtidig er funktionerne på en privat profil og en virksomhedsprofil langt fra ens. Med en virksomhedsprofil på Instagram er det nemlig også vigtigt, at du forstår at analysere data og bruger det til at forbedre din kommunikation til målgruppen.

At varetage en virksomhedsprofil på Instagram må derfor på ingen måde forveksles eller sidestilles med at have en privat Instagramprofil. Dine venner og din familie stopper ikke nødvendigvis med at følge dig, fordi du laver et par (i deres øjne) “dårlige” eller “kedelige” opslag fra tid til anden. Men som virksomhed på Instagram er dine følgere ikke helt så tilgivende.

Derfor er det vigtigt, at du nøje overvejer hvert opslag, inden du deler det, og at du gør dig umage med både billeder, tekst og hashtags.

Herunder får du et overblik over, hvad du skal have styr på, når du beslutter dig for at oprette en virksomhedsprofil på Instagram.

Hvem er på Instagram?

Det er altid vigtigt at have lidt føling med, hvem der egentlig bruger Instagram. Det kan være med til at give dig et indblik i, om din målgruppe bruger mediet.

Analysevirksomheden AudienceProject har lavet en stor undersøgelse om brugen af sociale medier baseret på tal fra 2017. Tallene her omhandler danskere fra 15 år og opefter.

Ifølge undersøgelsen bruger 29 % af danskerne Instagram. Dermed lander Instagram på en fjerdeplads på listen over danskernes foretrukne sociale medier. Samtidig viser undersøgelsen, at kvinder i højere grad end mænd bruger Instagram: 37 % af danske kvinder bruger Instagram, mens det kun gør sig gældende for 21 % af mændene. Derudover viser undersøgelsen, at 30 % af danske Instagrambrugere følger virksomheder/brands. Instagram er mest populært hos den yngre del af befolkningen. Herunder får du et overblik over, hvem der bruger Instagram fordelt på alder.

Formålet med din virksomhedsprofil på Instagram

Din virksomhed skal ikke oprette en Instagramprofil “bare fordi”. Der skal være mening med det. Derfor er det vigtigt, at du grundigt overvejer, hvad formålet med en Instagramprofil er, og hvad mediet kan ift. din virksomheds formål med tilstedeværelsen.

Du kan med fordel stille dig selv følgende spørgsmål:

  • Hvad er virksomhedens formål med at være på Instagram, og hvordan vil du indfri det?
  • Hvilken værdi vil du give følgere på Instagram – og hvordan?
  • Hvad giver du følgerne på Instagram, som du ikke giver på Facebook/LinkedIn/Snapchat osv.?
  • Hvilken historie ønsker du at fortælle om din virksomhed via billeder?

At skabe visuelt appellerende opslag

Instagram er et visuelt medie, og Instagrambrugere benytter platformen til at få inspiration og til at følge med i venners, families og endda virksomheders dagligdag – gennem billeder og video.

Vil du have succes med en virksomhedsprofil på Instagram, er det derfor afgørende, at du kan afsætte tid og ressourcer til at tage billeder jævnligt. Ligesom på Facebook er det nemlig vigtigt, at de billeder, du deler på Instagram er autentiske. Kun vha. autentiske billeder kan du vise følgerne, hvordan din virksomhed adskiller sig fra dine konkurrenter.

Netop fordi det visuelle er i fokus, er det vigtigt, at billederne ikke kun er autentiske, men også originale og af høj kvalitet. Grynede og pixelerede billeder eller billeder, som ligner konkurrenternes til forveksling, når du ikke ret langt med på Instagram.

Du bør også på forhånd overveje, hvilken type billeder, du vil dele. Det du deler skal nemlig støtte op om formålet med at være på Instagram. Ønsker du eksempelvis at bruge Instagram til at vise virksomhedskulturen i forbindelse med HR og ansættelser, giver det ikke meget mening, hvis du hovedsageligt deler billeder af virksomhedens produkter.

At skrive kort, men sigende tekst

Teksten til opslag på Instagram er ikke helt så vigtig, som den eksempelvis er på Facebook. Men det betyder ikke, at du kan droppe teksten helt eller være ligeglad med, hvad du skriver, og hvordan du skriver det.

Tekst og billeder i en skøn forening efterlader et samlet indtryk af din virksomhed hos følgerne. Derfor er det vigtigt, at du bruger tid på at formulere dig godt. Her gælder det nemlig om at beherske kunsten at udtrykke dig kort og præcist.

At bruge relevante #hashtags

Mange er ikke klar over, hvor stor betydning hashtags rent faktisk har. Eller hvor lidt de betyder, hvis du ikke formår at anvende de rigtige. Alle virksomheder er forskellige, og derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke hashtags du vælger at bruge.

Kun ved at dykke ned i, hvilke hasttags din målgruppe søger på, og hvilke der er mest sigende for netop din virksomhed, kan du få gavn af de populære hashtags.

Hvis du vil bruge Instagram professionelt, nytter det derfor ikke noget, at du bare bruger de hashtags, som du forestiller dig er populære, eller dem som “alle andre bruger”. For det første vil du med al sandsynlighed ikke ramme din egen målgruppe. For det andet risikerer du, at hashtagget er alt for generelt og hyppigt anvendt – og så drukner du i mængden.

Vil du lave meningsfulde hashtags, der giver værdi, skal du derfor bruge tid på at sætte dig ind i, hvilke specifikke og tematiserede hashtags der kan gavne lige præcis din virksomhed.

Cross-posting er ofte en dårlig idé

Hvis du tænker, at Instagram kan bruges som endnu en platform til at dele nøjagtigt de samme opslag, som du allerede deler på Facebook, så skal du helt sikkert ikke oprette en Instagramprofil.

Instagram har eksempelvis en funktion, hvor du kan dele dit opslag fra Instagram direkte på Facebook. Men at du kan betyder ikke, at du skal eller bør.

Det er en holdning, der helt sikkert deler vandende. Jeg er dog af den mening, at Facebook og Instagram er to meget forskellige medier, som kan noget forskelligt. Og at man bør udnytte deres forskellighed for at få mest muligt ud af sin tilstedeværelse.

Cross-posting kan i nogle situationer være okay – i begrænset omfang. Eller hvis du ved, at dine målgrupper på Instagram og Facebook er vidt forskellige. Men der et par (meget gode) grunde til at lade være.

Den første er, at der stilles forskellige “krav” til det gode opslag på hhv. Facebook og Instagram. Det gælder både ift. tekst, billedmotiv og -kvalitet samt til formatet. Og det er ikke kun brugerne, der stiller forskellige krav. Det er også Facebook og Instagrams algoritmer. Derfor er det altid bedre at lave opslag, hvor tekst og billeder er tilpasset specifikt til hvert medie.

Den anden grund er, at du kan have de samme følgere på Instagram og Facebook – men de forventer noget forskelligt af dig på de to platforme. Hvis dine følgere ser de samme opslag på begge medier, risikerer du, at de stopper med at følge dig eller (hvad der er næsten lige så slemt) holder op med at interagere med dine opslag på en af platformene. Det kan have negativ betydning for din organiske rækkevidde (igen pga. algoritmerne).

Er du blevet klogere?

Jeg håber, at blogindlægget har givet anledning til nogle gode overvejelser om, hvorvidt Instagram er en relevant platform for din virksomhed.

Hvis din målgruppe befinder sig på Instagram, men du ikke helt har kompetencerne eller tiden til at varetage en virksomhedsprofil på Instagram, kan du naturligvis også købe dig til den hjælp. Uanset om du har brug for hjælp til opsætning af en virksomhedsprofil på Instagram, annoncering eller løbende support til upload af relevante opslag, tager jeg gerne en snak med dig om det.

Du er meget velkommen til at udfylde vores kontaktformular. Så vender jeg tilbage til dig hurtigst muligt.