Bruger du Google til at få ret i diskussioner? Eller måske til at finde et bestemt produkt? Det kan også være, at du bruger Google som mellemled til at komme ind på en hjemmeside, selvom du godt ved, hvad hjemmesiden hedder?

Har du helt styr på det – når det kommer til at bruge Google? Få svaret svar.

Du vil se en bestemt hjemmeside og ved, hvad den hedder

Skal du Google? Nej.

Du kender hjemmesidens navn, og der er derfor ingen grund til at tage en omvej forbi Google først. Det sparer dig for både tid og besvær, hvis du i stedet taster hjemmesiden direkte i adresse-feltet øverst i browseren.

Google-direkte

Denne måde at klikke sig ind på hjemmesider giver dig desuden et skævt billede af Google-placeringer, pga. “personlige søgninger”. Jo mere du søger på en hjemmeside, jo højere placering vil Google fremover give denne hjemmeside i dine søgninger, fordi den registrerer, at du er interesseret i præcis denne side. Det er der som sådan ikke noget problem i, med mindre det er dine konkurrenters hjemmesider du løbende besøger på denne måde. Det vil nemlig se ud som om konkurrenternes placering på Google er meget bedre end din egen – og det er måske i virkeligheden ikke tilfældet. Læs meget mere om personlige søgninger i blogindlægget her: Jeg er da nr. 1 på Google?

Du vil se en bestemt hjemmeside og ved, hvad firmaet hedder

Skal du Google? Måske.

Hvis du kender navnet på det firma, hvis hjemmeside du gerne vil besøge, men ikke deres specifikke hjemmeside-adresse, kan du med fordel søge på Google efter firmanavnet. Ofte vil et firmas hjemmeside dog hedde det samme som firmanavnet, så du kan måske skære genvej ved at prøve at indtaste firmaets navn direkte i adresse-feltet med “.dk” eller “.com” bagefter.

Du leder efter information

Skal du Google? Ja.

Hvis du er ude efter at få afsluttet en diskussion, eller har brug for at undersøge et emne nærmere, er det altid en god idé at spørge Google. Vær altid så specifik i søgningen som overhovedet muligt, så du får mere præcise svar.

Vidste du, at hvis du ønsker en ting defineret (som man ofte har brug for i diskussioner), kan du skrive “define:” før ordet du ønsker defineret. Så finder Google definitioner til dig!

Google-definition

Jeg leder efter et produkt eller en service, men ved ikke hvorfra

Skal du Google? Ja.

Google er eminent til at finde de produkter eller services du leder efter. Det er også særligt her Google AdWords kommer på banen — altså annoncer på Google, som virksomheder betaler for at du ser (og klikker på), når du søger efter lige netop deres produkt.

Men vidste du, at du kan specificere din søgning endnu mere, ved at udelukke bestemte ord? Lad os sige, at du leder efter en ny bil, men du kunne aldrig finde på at købe en Suzuki eller Hyundai. Hvorfor så få vist resultater med disse to bilmærker? Det kan du undgå ved at skrive sætningen: “ny bil -suzuki -hyundai”. Voila!

Google-negativesøgeord

Sådan kan du også bruge Google

Du har måske lagt mærke til det på billederne her i blogindlægget, men du behøver faktisk slet ikke at taste dig ind på siden www.google.dk for at kunne søge på Google. Du kan gøre det direkte i adressefeltet! Det kræver dog, at den browser du er på internettet med, er indstillet til at søgninger i adressefeltet skal ske på Google og ikke Bing, Yahoo eller lignende. Det er eksempelvis Google Chrome, men Internet Explorer er ikke. Læs mere om, hvordan du vælger browser i blogindlægget: Der er forskel på internet.

Google-soegning-adressefelt

Skal du have regnet et hurtigt regnestykke? Det kan Google også hjælpe dig med! Søg blot efter regnestykket – så vil Googles egen lommeregner give dig resultatet. Smart, ik’? 🙂

Google-Lommeregner