Hvordan har du fundet de billeder, du bruger på din hjemmeside, Facebookside, Instagramprofil mv.?

Har du fundet dem på Google? Så vil dette måske komme som en overraskelse for dig: det er ulovligt!

Det er det, fordi du ikke har ophavsret til billedet. For ja, ophavsret gælder også online. Også selvom billedet du bruger ligger frit tilgængeligt for alle.

Faktisk vil det at tage et billede fra Google og bruge det selv, svare til at gå ind på et tilfældigt firmakontor, tage et maleri ned fra væggen, for så at tage det med hjem til dit eget kontor og hænge det op. Og det kunne du jo ikke finde på, vel?

Ophavsret er et område, som rigtig mange ikke kender de specifikke regler for, og som mange, meget belejligt, vælger at se let og elegant hen over. Og det er da også klart det nemmeste. Men det er vigtigt, at du læser videre her og sætter dig ind i lovgivingen. Hvorfor? Udover den åbenlyse grund, at du, både som privatperson og virksomhed, skal overholde loven? Så kan du risikere både retsag og bøde.

Bemærk, at jeg ikke er jurist, og at dette blogindlæg derfor er skrevet ud fra den research, jeg har foretaget om emnet. Blogindlægget skal derfor udelukkende ses som en overordnet guide, når det kommer til onlinefeltet, ikke en udtømmende beskrivelse af hele loven. Jeg tager derfor også forbehold for eventuelle fejl og mangler.

Lad os starte med en opklaring af begreberne “ophavsret” og “brugsret”.

Ophavsret og brugsret

Når du tager et billede, eller laver en video, og lægger det på internettet, vil du altid have ophavsretten til det pågældende billedet, eller den pågældende video. Det vil sige, at du ejer det. Det er dit.

Når du bruger sociale medier accepterer du, at de har brugsret over de billeder, der er på dine profiler. Helt basalt betyder det, at f.eks. Facebook har ret til at vise dine billeder på sin platform, også i reklameøjemed. Men det giver faktisk ret god mening, at de må bruge dine billeder. For ellers ville de krænke din ophavsret hele tiden. Dit profilbillede, og billederne du lægger op i statusopdateringer (som du har ophavsretten til), vises nemlig konstant til andre i nyhedsfeedet, når du foretager en handling. Som f.eks. her:

atriumweb-ophavsret

Her vises både vores firmas profilbillede og et billede, vi selv har taget af fire kollegaer. Disse billeder ser forskellige Facebookbrugere, når de præsenteres for vores opdatering i deres nyhedsfeed. Det kan kun lade sig gøre, fordi Facebook har brugsretten til både vores profilbillede og billedet af vores kollegaer. Men vi har altså stadig ophavsret til billederne – hvilket betyder, at de stadig er vores ejendom.

Når du bruger Facebook, LinkedIn, Twitter, Google Plus, Instagram, Pinterest og hvad der ellers er derude, tillader du derfor, at de får brugsret over dine billeder, så længe billederne er på platformen. Hver enkelt platform har hver sine specifikke betingelser, som du bør sætte dig ind i.

Dog har du aldrig som privatperson automatisk brugsret over andres billeder – heller ikke selvom de ligger på Google, frit tilgængeligt for alle. At de ligger på Google skyldes nemlig kun, at Google indekserer alle billederne den kan finde på internettet og samler dem i en billedekategori. Billeder kommer ikke i Googles billedsøgning, fordi personer eller firmaer aktivt beder Google om det.

Så lad os lige få slået helt fast, hvad det er du må og ikke må, når det kommer til online ophavsret.

Brud på ophavsretten

Hovedreglen er, at du aldrig må tage en andens billede og bruge det, som om det var dit eget. Aldrig! Heller ikke, selvom du bare lige “låner” det. Eller du synes det kan ses som et kompliment, at du bruger det. Det er en andens ejendom, som du bruger uden deres kendskab. Som sagt kan det lidt sammenlignes med at tage et maleri af væggen hos en virksomhed og selv hænge det op på væggen i din virksomhed. Det er ulovligt!

Det er direkte brud på ophavsretten at:

  • gemme et billede/video ned på din computer/telefon
  • tage et printscreen af et billede/video
  • tage et billede af et billede/video
  • filme et billede/en video
  • lave en GIF/animation af et billede/video

… og så selv bruge det bagefter.

Og det er ligemeget, om du bruger det på din hjemmeside, på et socialt medie (både som dig selv eller virksomheden), til tryk på en plakat, et toiletsæde, eller en lastbil.

Kommer billedet/videoen fra en anden, så må du i udgangspunktet ikke bruge det, som var det dit eget. Heller ikke selvom der ikke er et vandmærke på, eller ikke er markeret med “Copyright”. Har du ikke lavet det – så hold nallerne væk 🙂

Sådan overholder du ophavsretten

Vil du være helt sikker på, at du overholder ophavsretten, skal du helt simpelt “bare” selv tage eller lave dine egne billeder og videoer. Så har du nemlig ophavsretten til det, og kan bruge det præcis som du vil, hvor du vil.

Læs evt. vores 10 råd til gode billeder, der beskriver, hvordan du selv nemt, og uden dyrt professionelt udstyr, kan tage professionelle billeder.

Har du ikke helt så nemt ved selv at tage eller lave billeder? Så er der også tre andre måder, hvorpå du kan få billeder og video, uden at bryde ophavsret: du kan dele/linke/embedde, du kan få lov, eller du kan bruge billedarkiver med de rigtige licenser til.

1. Du kan dele, linke eller embedde

Hvis du ser noget fedt på de sociale medier, som du rigtig gerne selv vil bruge, er der heldigvis mulighed for det, uden at du bryder ophavsretten. Du kan nemlig dele, linke eller embedde.

Du kan dele noget, du ser fra andre, ved at bruge de officielle delefunktioner på de sociale medier. På Facebook, LinkedIn og Google Plus er der deciderede deleknapper til formålet. På Twitter kan du “retweete”, på Pinterest “pinne” et opslag og på Instagram foregår det via en helt separat app: “Repost for Instagram”. Kort sagt: Så længe du deler, er det helt OK.

Det er også helt OK at linke til noget. Det kræver dog, at du linker til det helt specifikke sted, hvor indholdet du bruger, er. Hvis en anden vil bruge noget fra vores Facebook-side, er det således ikke nok at linke til vores side www.facebook.com/atriumWeb. På Facebook kan du få den helt specifikke webadresse til et opslag, ved at klikke på tidspunktet for opslaget, som markeret på billedet herunder. Vel at mærke fra en computer.

Ophavsret-link

Når du klikker her vil du få billedet op i stort, og i adresselinjen i din browser vil du nu kunne se webadressen til dette specifikke opslag. I dette tilfælde: https://www.facebook.com/atriumWeb/photos/a.454138534622999.91408.258566670846854/1051165178253662. Hvis du bruger dette link, kommer man direkte til opslaget.

Synes du linket er for langt og grimt? Så er du altid velkommen til at forkorte det, f.eks. med brug af bitly.com eller goo.gl, så det f.eks. kommer til at se sådan her ud: https://goo.gl/nBhfJW. Så længe destinationen er den samme. På Instagram kan du klikke på de tre små prikker og vælge “Kopiér delt URL”, og på YouTube vil linket fremgå når du klikker på “del”.

Slutteligt er det også helt OK at embedde eller “indlejre” et billede/en video. Dette vil typisk være på din hjemmeside. At embedde betyder nemlig, at du trækker al data direkte fra det sted, hvor indholdet oprindeligt ligger, f.eks. Facebook eller YouTube. På den måde kan der også klikkes på indholdet, skrives kommentarer osv., der alt sammen går direkte til stedet, hvor det oprindeligt ligger.

For at embedde skal du have en særlig embed-kode. På Facebook finder du f.eks. denne kode ved at klikke på pilen ved opslaget og vælge “Indlejr”, som vist her (igen fra en computer):

Ophavsret-embed

Denne kode indsætter du så på din hjemmeside, hvorefter følgende resultat opnås, som der kan interageres med, præcis som var man på Facebook.

At dele, linke og embedde er altsammen helt OK, fordi ophavsmanden tydeliggøres.

2. Du kan få lov

Der er naturligvis også muligheden, at du kan få lov til at bruge billederne og videoerne, fra den, der har ophavsretten. Alt du skal gøre, er at spørge.

Men sørg lige for at få accepten på skrift.

Altså f.eks. en mail fra ophavsmanden, hvor personen skriver, at du har lov til at bruge det. Så er du sikret, hvis der senere skulle opstå uoverensstemmelser.

3. Du kan bruge billedarkiver med de rigtige licenser

En helt anden mulighed er også at kigge i online billedarkiver, som f.eks. www.shutterstock.com. Her kan du se, om du ikke kan finde et andet billede, der er lige så godt, som det du fandt på Google. Som regel vil du kunne finde noget her, der er mindst lige så godt. Du skal dog være opmærksom på, at du skal købe dig til en licens, der giver dig ret til at bruge billedet. Hvilken licens du skal købe, kommer naturligvis an på, hvad du skal bruge billedet til. Skal den kun bruges på din hjemmeside, er licensen f.eks. billigere, end hvis du skal bruge den til tryk.

Der er også adskillelige gratis billedarkiver på internettet, hvor du frit kan få lov at tage billederne og bruge dem selv. Du kan finde eksempler på disse arkiver i BrandMovers blogindlæg: Her finder du gratis billeder til dit content. Under hvert angivne billedarkiv kan du se, hvordan du må bruge billederne derfra.

Husk at kreditere!

Når du bruger andres indhold, skal du altid huske at kreditere ophavsmanden. Det kræver ophavsrettens §3:

“§ 3. Ophavsmanden har krav på at blive navngivet i overensstemmelse med, hvad god skik kræver, såvel på eksemplarer af værket som når dette gøres tilgængeligt for almenheden.”

Og det er uanset, om du deler, linker eller embedder deres indhold. Med mindre du naturligvis har fået lov at bruge det, med specifik angivelse af, at du ikke behøver at kreditere ophavsmanden.

Men at kreditere ophavsmanden gør det ikke OK at downloade et billede og bruge det som dit eget. Du skal have lov af ophavsmanden, hvis du ikke deler, linker eller embedder.

Sådan kan du nemt tjekke, om du bryder andres ophavsret (eller om andre bryder din)

Sidder du lige nu og tænker; “Gad vide om jeg slet ikke har ret til nogle af de billeder, jeg har brugt på hjemmesiden?” Eller “Gad vide, om nogle har brugt mine billeder som deres egne?”.

Så er her et lille nemt trick til at tjekke, om det billede du har, også findes andre steder på internettet.

Du skal bruge browseren “Google Chrome” for at kunne udføre tricket. Læs evt. om internet-browsere i blogindlægget: Der er forskel på internet.

  1. Klik hen på det sted, hvor billedet er
  2. Højreklik på billedet og vælg “Søg efter billedet på Google”
  3. Der åbnes nu en ny fane, hvor Google foretager en søgning efter lignende billeder på internettet. Hvis der kommer resultater op med billeder, der er helt magen til dit, kan det tyde på, at enten din eller en andens ophavsret er blevet brudt.

Det kan du gøre, hvis din ophavsret brydes

Hvis du opdager, at nogle bruger et billede, eller en video, som du har ophavsretten til (og du er utilfreds med det vel at mærke), er det vigtigste at sikre dig beviserne. Tag screenshots og optag evt. en video af det. Er det på sociale medier det er sket, så skriv til dem, der har brugt dit indhold. Skriv, at du vil bede dem om at fjerne det helt, at du vil have de skal dele det fra din side, eller at de skal kreditere dig. Hvad end du vil være tilfreds med.

Du har også mulighed for at anmelde billedet eller videoen til f.eks. Facebook og bede dem fjerne det.

Hvis du ikke opnår, hvad du ønsker med disse handlinger, kan du også kontakte en advokat med speciale i ophavsret og lad ham eller hende hjælpe dig igennem.

Her finder du i øvrigt hele ophavsretsloven.