At skrive gode hjemmesidetekster er en vanskelig disciplin. Hvordan fastholder du læserens opmærksomhed i en tid, hvor vi dagligt bombarderes med billeder, film og tekst? Selv som garvet formidler og tekstforfatter har jeg ingen endegyldige svar.

Heldigvis findes der mange gode skriveredskaber, som du kan læne dig op ad – uanset om du er amatør eller øvet skribent.

Målgruppen lægger fundamentet for din tekst

Hos atriumWeb skriver jeg dagligt søgeordsoptimerede hjemmesidetekster. Vores kunder og deres målgrupper er vidt forskellige, så hver eneste tekst skal skræddersyes og søgeordsoptimeres. Der er dog stadig et fælles fundament, som alle tekster opbygges ud fra – nemlig målgruppen!

Hvem skal teksten henvende sig til? Når du først har afdækket hvem din målgruppe egentlig er, kan du bedre målrette din tekst og dit sprog, så din målgruppe kan spejle sig i teksten og finde de oplysninger, de skal bruge. Herefter kan vi tage fat i de mere tekniske skriveredskaber.

7 Gode råd til hvordan du gør dine tekster mere læsevenlige

1. Formuler dig enkelt

Når du skriver hjemmesidetekster eller blogindlæg, er det vigtigt at skrive i et enkelt sprog. Jeg plejer derfor fx at rense mine tekster for akademiske unødvendigheder og uforståeligt fagsprog. Det handler ikke om at tale ned til sine læsere – tværtimod. At skrive godt og enkelt er slet ikke så nemt, som det lyder. Det kræver, at du tør skrabe flødeskummet af din egen lagkage, indtil du kun sidder tilbage med det rene budskab. Det gør dig mere troværdig.

2. Byg dine tekster op omkring et nøglespørgsmål

Her skal du endnu engang fokusere på din målgruppe. Hvad er det din kunde/læser søger svar på, når de besøger din hjemmeside. Lad det være skelettet for dine tekster. Eksempel: Svar på hvorfor kunden netop skal vælge din malerforretning?

3. Start dine sætninger med grundled og udsagnsled

Det lyder måske meget basalt, men tro mig, det er noget, rigtig mange skribenter glemmer. Grunden til at du skal starte med et grundled og et udsagnsled er, at det skaber betydning i begyndelsen af sætningen. Det skaber klarhed for læseren og hjælper dem med at følge din fortælling. Herefter må de svagere sætningselementer gerne følge trop. Eksempel: ”Tømrermester Jacobsen renoverer huse i hele Midtjylland både for private og erhverv.”

4. Aktiver dine udsagnsord

Aktive udsagnsord skaber handling og renser samtidig dine tekster for unødvendige ord. Der kommer også mere fokus på den, der udfører handlingen. Eksempel: ”Psykologen hjælper klienten” modsat det passive ”Psykologen kan hjælpe klienten.”

5. Del teksten op

Giv din læser overblik ved at dele teksten op i afsnit. Hvert afsnit tildeles herefter en spændende og forklarende overskrift. En god overskrift skal tydeliggøre det, din brødtekst uddyber. Det hjælper din læser med hurtigt at finde de rigtige svar – også når der kun er tid til at læse overskrifterne. Dette blogindlæg er opbygget efter det princip.

6. Tænk over din tegnsætning

Tegnsætningen hjælper din læser med at bevæge sig igennem teksten – den sætter tempoet og pauser op. Derfor er det vigtigt at have styr på tegnsætningen. Når du har det, kan du lege aktivt med alle de kreative muligheder, de forskellige tegn giver sproget. Personligt veksler jeg fx ofte imellem korte og lange sætninger, så mine tekster ikke bliver for tunge. Sætningslængden er nemlig også med til at sætte tempoet for læseren.

7. Leg med ordene

Hvis du vil fange din læsers opmærksomhed, skal du lege med ordene. Brug gerne ord som din læser ikke selv bruger, men som de stadig kender. Legesyge sætninger vækker nysgerrighed. Eksempel: ”Det kræver, at du tør skrabe flødeskummet af din egen lagkage, indtil du kun sidder tilbage med det rene budskab.”

Derfor elsker vi gode hjemmesidetekster

Hos atriumWeb ved vi, hvor vigtigt det er, at kundernes hjemmesider har gode tekster. Vores dygtige designere laver lækre, tidssvarende hjemmesider, men hvis hjemmesidernes tekster ikke spiller sammen med designet, mister hjemmesiden værdi.

Det gælder både i forhold til hjemmesidens målgruppe, men også i forhold til Googles søgemaskiner. Tynde hjemmesidetekster giver nemlig dårlige placeringer på Google.

Derfor er det ekstra vigtigt, at du enten benytter dig af en professionel tekstforfatter eller selv investerer den tid og det arbejde, der skal til.