De fleste af os bruger jævnligt emojis – både når vi SMS’er til kæresten, familien eller vennerne.

Hvorfor? 🤔

Fordi det virker opfriskende, og hjælper med at tydeliggøre og visualisere vores pointer på en god og ofte humoristisk måde.

Jeg oplever dog stadig, at mange virksomheder er bange for, at bruge emojis i deres kommunikation – særligt på Facebook. Derfor giver jeg her et par gode råd til, hvordan du bedst bruger emojis i din virksomhedskommunikation.

Hvornår skal du bruge emojis?

Før man går i gang med at kommunikere på Facebook, anbefaler jeg altid, at man udarbejder en overordnet Facebook strategi. Hvorfor skal virksomheden være på Facebook og vigtigst af alt:

  • Hvem ønsker du at nå ud til?
  • Hvem er målgruppen?
  • Hvad interesserer målgruppen sig for?
  • Hvordan ser målgruppen sin omverden?
  • Osv.

En grundig viden om målgruppen, gør at du bedre kan vurdere, hvordan målgruppen vil reagere på brugen af emojis – så ved du også om det er go eller no-go for dig og din virksomhed.

Men – stort set ALLE bruger emojis i dag. Derfor giver det også mening for langt de fleste virksomheder at bruge emojis aktivt i kommunikationen på Facebook.

Hvorfor skal du bruge emojis?

Grunden til at mange er tilbageholdende med at bruge emojis, er frygten for at fremstå useriøs og uprofessionel.

Men tænk over, hvad mediet Facebook egentlig er for en størrelse.

Det er et socialt medie, hvor brugere og virksomheder har let adgang til at kommunikere og dele ting med hinanden. De opslag der skiller sig ud, bliver delt mange gange, hvilket skaber værdi for personen eller virksomheden. Opslag der bevæger noget hos den enkelte facebook-bruger, eller på en eller anden måde stikker ud af mængden, kan betyde meget for din virksomhed. Læs mere om den type opslag i vores blogindlæg “Sælg ved ikke at sælge på Facebook“.

Hvis du kun bruger et professionelt og seriøst sprog på Facebook, forsvinder du lettere i mængden af opslag. Virksomheden risikerer endda at blive opfattet som kedelig og intetsignede.

Du skal være i øjenhøjde med dine følgere på Facebook (som forhåbentlig mere eller mindre matcher din målgruppe). At være i øjenhøjde betyder, at du skal tale deres sprog. I dag inkluderer det derfor, for langt de flestes vedkommende, emojis.

Emojis kan derfor være med til at gøre din virksomhed mere menneskelig og give jer et “nede på jorden-image”.

En mere praktisk årsag til at bruge emojis er, at de kan understrege, uddybe og visualisere dine opslag. Bruger du emojis, kan du mere aktivt sikre, at facebook-brugerne forstår dit opslag efter hensigten – du hjælper dem til at mærke det. Jeg kommer med eksempler lige om lidt.

Slutteligt kan emojis også virke som blikfang i et opslag, så facebook-brugerne stopper op ved dit opslag. Det er som sagt vigtigt på Facebook i dag, hvor facebook-brugerne dagligt bombarderes med opslag.

Sådan bruger du emojis

Det er vigtigt at finde en god balance i brugen af emojis.

De skal kun bruges, der hvor det giver mening. Brug dem til at blødgøre dit sprog, eller der, hvor de hjælper med at understrege, pointere, guide eller visualisere det, du skriver i opslaget.

Undgå overdrivelse

Det er virkelig vigtigt aldrig at bruge emojis fuldstændig uhæmmet og overdrevet!

Hvis du overdriver brugen af emojis, ender du med at skabe irritation hos læseren, hvilket netop kan få din virksomhed til at fremstå useriøs.

Jeg kan ikke entydigt fortælle dig, hvor grænsen går for dit vedkommende. Det er imidlertid min erfaring, at 1 til 5 emojis er optimalt i et opslag af gennemsnitslængde på Facebook.

Emojis som blikfang

Hvis du vil bruge emojis som blikfang i et opslag, skal de placeres først i opslaget –  inden links, begivenheder og billeder. Ellers bliver emojien usynlig, når facebook-brugeren ser opslaget.

Du kan også bruge emojis som indramning af teksten på første linje, eller som afslutning af første linje.

Hvis emojis skal bruges som blikfang, er det vigtigt, at det er nogle effektfulde emojis. De skal være nemme at “forstå” for facebook-brugeren, vække deres interesse eller skabe en “wow”-effekt.

Eksempler kan være:

🙌 Vanvittig dag, vi har haft i dag 🙌

Der skete noget vildt på kontoret i dag 😳

🌸 Konkurrence: Vind…. 🌸

Vi har fået en 5-stjernet anmeldelse ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Emojis som guide og visualisering

Når du skal anvende emojis som guide, understregelse eller til visualisering af opslaget, er det vigtigt, at der er sammenhæng imellem teksten og den/de emojis du vælger.

Eksempler kan være:

🌿 ☀️ Et blad og en sol, hvis du skriver om det dejlige forårsvejr

👏 Klappende hænder, hvis du skriver om en succes-oplevelse

🙏 Hænderne der beder, hvis du er taknemmelig for noget

😂 Den grinende/grædende smiley, hvis noget er virkelig sjovt

😉 Den blinkede smiley, hvis du er ironisk eller sjov

💪 Den stærke arm, hvis noget er godt gået

Her finder du emojis

Førhen var det kun fra en mobilenhed du kunne anvende emojis.

Eller også skulle man finde en hjemmeside, hvor emojien fremstod og kopiere den derfra.

Nu har Facebook imidlertid endelig givet efter for efterspørgselen på emojis direkte på desktops, og har lavet en decideret emoji-knap.

Du finder den her:

Undgå misforståelser

Uanset hvad, så skal du altid være sikker på, at de emojis du anvender, betyder det du tror de gør. Det er let at blive misforstået – særligt af et yngre publikum som måske har alternative forståelser af emojis.

Eksempelvis er denne stakkels aubergine-emoji blevet et fallos-symbol: 🍆

Hvis du vil være helt sikker på betydningen, kan du slå emojien op i det store “Emojipedia”: http://emojipedia.org/.

Jeg håber at mit blogindlæg har givet dig 💪 til at bruge Emojis, og at du fremadrettet tør bruge emojis mere aktivt i din Facebook-kommunikation. Det er slet ikke så farligt, og kan være enormt udbytterigt for dig og din virksomhed.