Facebook udvider konstant mulighederne.

Og nu er turen endelig kommet til billedredigering. En noget simpel redigeringsfunktion, men dog redigering!

Noget, der uden tvivl har været enormt efterspurgt på Facebook, der på denne front længe har haltet bagefter andre sociale medier som Instagram og Snapchat.

Det er nu blevet muligt at redigere dine billeder med filtre, tekster og klistermærker – ja faktisk også med tagging af dine produkter, såfremt du har oprettet dit produktkatalog på Facebook.

Her vil jeg kort gennemgå den nye funktion, så du altid kan få knivskarpe billeder i dine opslag på Facebook.

Sådan finder du funktionen

Funktionen kan du tilgå, når du er igang med at lave en statusopdatering, som du uploader et billede til.

På billedet kommer et lille pensel-ikon (på computeren), og teksten “rediger billede”, når du fører musen derhen. på en mobiltelefon står der blot “Rediger”. Her klikker du.

Er du på fra en computer vil dette klik åbne et nye redigeringsvindue, hvor du nu har følgende muligheder:

  • Filtre
  • Tag produkter
  • Beskær
  • Tekst
  • Klistermærke

Filtre

Som vi kender det fra så mange andre sociale medier, får du nu muligheden for at at give dit billede et filter.

Til en start har du mulighed for at vælge filtrene: Vintage, Forår, Sommer, Efterår, Vinter og Sne (grå eller sort/hvid).

Hvert filter fremhæver dit billede på en unik måde, så det er med at vælge det filter, der fremhæver lige præcis det, du ønsker i billedet.

Tag produkter

En mulighed for at tagge dine produkter, hvis de fremgår på billedet.

Dette kræver, at du har tilføjet en forretningsfane til din Facebookside, hvor du har oprettet dine produkter. Så snart de er oprettet her, har du mulighed for at tagge dine produkter i billederne. På den måde kan dine følgere nemt se navn og pris på produkterne, der vises på billedet – og du kan endda fremhæve, hvis et produkt er på tilbud netop nu.

Hvordan du laver en forretningsfane til din Facebookside vil jeg skrive et separat blogindlæg om snart.

Beskær

At beskære billedet giver lidt sig selv. Her har du mulighed for at beskære billedet i bredde eller højde, hvis der f.eks. er lidt med i kanterne, som du ønsker skal skæres væk. Og så kan du i øvrigt også rotere billedet.

Tekst

Med tekstfanen har du mulighed for at tilføje tekst til dit billede. Noget, der uden tvivl har været meget efterspurgt fra virksomheder, der annoncerer på Facebook.

På fanen kan du vælge “Tilføj tekst” og herefter skrive den tekst du ønsker. Teksten indsættes nu som en tekstboks på billedet, som du kan rykke rundt med og placere, som du ønsker.

Denne kan du så tilpasse i farve med farveskemaet, ligesom du kan vælge, om det skal være centreret eller venstrestillet.

Slutteligt kan du vælge imellem et par af de mest almindelige skrifttyper.

Husk 20%-reglen

Husk dog, at når du tilføjer tekst til dit billede må det ikke fylde mere end 20% af billedet. Ikke, hvis du ønsker at anvende billedet i din annoncering, vel at mærke.

Det er en regel Facebook har indført for at sikre, at annoncører anvender billeder som blikfang, og ikke bare store tekster.

Klistermærke

Fanen “Klistermærke” kan du bruge til at sætte en række emojis på dit billede. Det kan f.eks. være en glad smiley, en grædende, en grinende mv.

Min anbefaling er, at være lidt forsigtig med disse. I hvert fald, hvis du er erhvervsdrivende, da det nemt kan give et lidt useriøst indtryk af din virksomhed med store smileys på dine billeder.

Nu er du klar til at gå i gang

Så er det bare at komme igang med at redigere dine billeder på Facebook!

Men husk, at et godt billede ikke er alt. Hvis du ikke har en god tekst dertil, er du kun halvt i mål. Læs evt. blogindlægget 10 tips til det gode Facebookopslag og få et par idéer til, hvordan du skriver bedst muligt.