Alle vil gerne have succes med deres firmaside på Facebook – og det er min overbevisning, at alle kan få det.

Først og fremmest kan det ikke understreges nok, at Facebook er et socialt medie. Ergo: VÆR SOCIAL!

Men at være social på Facebook kan vel ikke være det samme i virkeligheden? Ikke helt, men det kan gavne forståelsen med en metafor. Det vender vi lige tilbage til…

1. Opdater tilpas ofte

Alfa og omega er at opdaterer din side tilpas ofte. Der skal være noget aktivitet! Efterlader du din side uden opdateringer i flere uger, så dør den.
Omvendt skal du heller ikke spamme dine fans, så det eneste de ser når de logger på Facebook er opdateringer fra dig. Det leder ikke til andet end at de ikke gider følge dig længere. Find et niveau der er tilpas, både for dit “publikum” og din virksomhed. Som standard vil jeg sige, at mellem 2 og 5 opslag om ugen er passende.

2. Lav relevante opslag af høj kvalitet

Når du opdatere siden er det vigtigt, at det du lægger op er gennemtænkt. Hvis du ikke laver statusopdateringer, der er relevante og af god kvalitet for dine fans, vil de ikke følge dig længere. Du skal hele tiden tænke på, om dine fans får noget ud af lige netop det opslag du vil lave. Kan de bruge det til noget? Får de i det mindste et smil på læben af det? Hvis svaret er nej skal du helt sikkert ikke lave det.

Jeg kunne skrive et helt blogindlæg om at lave relevante kvalitetsopdateringer — det gør jeg måske også senere. Men for nu vil jeg nævne følgende ting du skal overveje, når du laver statusopdateringer til din side:

  • Relevans for fans
  • Relevans for siden og virksomheden
  • Formulering og stavefejl
  • Visuelle elementer – tænk altid i billeder og videoer
  • Tjek kontinuerligt indsigt-fanen med statistik for dine opslag – hvad virker og hvad virker ikke?

3. Svar på henvendelser

Når folk henvender sig til dig, forventer de et svar. Hvad end det er på din tidslinje, i en privat besked, eller i en kommentar til et opslag. Svar derfor altid på alle henvendelser du får på din Facebookside.

Giv også meget gerne opmærksomhed til kommentarer, hvor der ikke er noget konkret at svare på — f.eks. ved blot at trykke “synes godt om”. Det viser den pågældende bruger at du har set hans eller hendes kommentar, og at du sætter prisen på den.

Og måske vigtigst af alt: slet aldrig bedømmelser, opslag og kommentarer fra brugere! Heller ikke selvom de er utilfredse og måske uberettiget. Svar i stedet.

4. Hold altid en god tone

Skriv altid i en god tone, både i statusopdateringer, private beskeder og i kommentarer til brugernes indlæg. Uanset om de er glade eller utilfredse — særligt hvis de er utilfredse. Hvis de er helt oppe i det røde felt og bruger et grimt sprog, kan de nemt komme ned på jorden igen, hvis du svarer dem i en god tone og beklager den negative oplevelse de har haft. Ikke mindst sender det også et signal til alle andre om, at du håndterer klager effektivt og professionelt.

En sjælden gang kan man støde ind i brugere, der kun er ude på at give din virksomhed et dårligt ry. Som spammer din side med opslag og kommentarer i et grimt sprog og ikke vil stoppe på trods af adskillige forsøg på rolig dialog i en god tone. I den situation kan det blive nødvendigt at rapportere personen til Facebook og blokere brugeren fra din side. Heldigvis er de meget sjældne.

5. Hav målet for øje – altså det rigtige!

Som sagt handler det om at være social på sociale medier. Derfor vil din ageren på Facebook ikke øjeblikkeligt resultere i salg, som du kan se på bundlinjen. Facebook handler om omtale, omdømme, forøgelse af kendskabet til din virksomhed og mest af alt: pleje af dine nuværende kunder, så de kommer igen og igen og anbefaler dig til andre. Hvis du vil have salg lige nu og her er en Facebookside ikke det rigtige for dig.

Derfor skal du også passe på med kun at fokusere på det antal fans du har, for det siger langt fra alt om, hvordan det går med din Facebookside. Du kan hurtigt få en stor fanscare, men det er vigtigt, at det er de rigtige fans du har — ellers kan du ikke bruge dem til noget.

De rigtige fans er dem, der interesserer sig for dig og din Facebookside. Dem, der klikker synes godt om til dine opslag, deler dem, kommenterer dem og vigtigst af alt: anbefaler dig og din side til andre. Og dem får du kun ved at følge de fire ovenstående råd.

De rigtige mål at have for øje er i stedet dine opslags rækkevidde, interaktion med opslagene mv. Det er dét der tæller.

Metaforen: du befinder dig på en messe…

Forestil dig, at du befinder dig på en messe, hvor du har din stand (Facebookside). På messen er og også en hel masse andre firmaer inden for samme branche som dig, der står med deres stande (konkurrenternes Facebooksider). Her er en hel masse besøgende — kunder og potentielle kunder, men også folk, der blot har fået forvildet sig derind, som aldrig bliver kunder (alle brugere på Facebook). Folk kan i løbet af messen besøge din stand (synes godt om din side) og måske holde øje med flere andre stande løbende, for at se om de er bedre. Det er din opgave at holde dem ved din stand — og det gør du med de 5 regler:

Opdater tilpas ofte

Hvis der ikke sker noget på din stand kommer folk slet ikke derhen. Hvis de alligevel skulle ske at komme, går de i hvert fald hurtigt igen. Omvendt går de også helt sikkert, hvis du konstant står og råber dem lige ind i hovedet.

Lav relevante kvalitetsopdateringer

Når folk er ved din stand vil de høre om din virksomhed, dit fag, måske endda dig privat. De vil også enormt gerne have noget, som de kan bruge aktivt og tage med hjem — måske nogle gode råd, tips og tricks, idéer osv. Altså ting, der er uforpligtende og gratis. De gider ikke høre den ene salgstale efter den anden.

Svar på henvendelser

Ved din stand skal du svare de folk, der kommer og spørger dig om noget — alt andet er bare uhøfligt!

Hvis en besøgnede kommer og råber dig lige ind i hovedet, så alle andre kan høre det, gavner det ikke noget at skubbe personen væk (på Facebook: at slette henvendelsen). Det vil nok tværtimod gøre alting værre. Svar i stedet personen roligt og sagligt og vigtigst af alt: i en god tone.

Hold altid en god tone

På messen ønsker du ikke at starte en højlydt diskussion og potentielt en slåskamp med en utilfreds kunde. Det vil kun rette alles øjne mod jer. I stedet kan du trække personen til side og tale til ham i en god tone. Så vil alle andre ved standen stille og roligt kigge væk igen.

Hav målet for øje – altså det rigtige

Det handler ikke om at få hvem som helst på messen hen til din stand og om at tvinge dem til et køb lige nu og her. Det skal være de rette folk: kunder og potentielle kunder, som du kan tale med og interagere med, og som derfor henter nye potentielle kunder hen til din stand.

Ligesom deltagelse i en messe handler Facebook om om omtale, omdømme, kendskab og kundepleje.

Annoncering på Facebook kan naturligvis hjælpe din succes godt på vej og budgettet behøver ikke være enormt. Det gode ved annoncering på Facebook er, at du kan plukke lige præcis de personer ud på messen, som du ved du vil få noget ud af, og transportere dem direkte til din stand.